Et af verdens allerbedste a-cappella kor er fra Aarhus. I foråret 2022 drager Vocal Line på en omfattende musikhusturné.
At Vocal Line har vundet Eurovision Choir i Gøteborg 2019 er blot toppen af isbjerget. I 30 år har koret, med korleder Jens Johansen i front og med unikke og nyskabende fortolkninger af musik fra verdensstjerner som Bjørk, Sting og Peter Gabriel, konstant hævet barren for kvaliteten af sit musikalske udtryk og gang på gang oversteget publikums forventninger. Det gør de med et uhørt højt musikalsk niveau og unik kormusik, som har givet dem et enestående ry som frontløbere for en ny rytmisk kor-tradition, der har vundet genklang langt uden for landets grænser. Det som Vocal Line vil præsentere for hele Danmark i foråret 2021, er kulminationen på årtiers arbejde; en omfattende musikhusturné som har fået titlen ”Both Sides Now”.
Koncertrækken i foråret 2021 er en spektakulær hyldest til livet og til det at være menneske. Gennem et udpluk af de bedste sange, som Vocal Line har haft på repertoiret i løbet af de 30 år, suppleret af korets nuværende og højaktuelle numre, belyses den kompleksitet og enkelhed som udgør livets grundsten, gennem musikkens sprog:
“Well something’s lost, but something’s gained in living everyday – I´ve looked at life from both sides now”. – Joni Mitchell
Som publikum vil man ikke bare opleve Vocal Line i topform, men også en gentænkning af korkoncerten, hvor formationer, overgange, lys og visuals smelter sammen i et særligt stemningsforstærkende udtryk. Alt dette sker i samarbejde med koncertdesigner Astrid Vang-Pedersen og lysdesigner Mia Stærk, der i kombination med korets autentiske udstråling på en scene, sikrer publikum en oplevelse udover det sædvanlige.
Gå ikke glip af Vocal Lines 30-års gave til det danske kulturliv; en helt særlig koncertrække som sætter en ny standard for hvad en korkoncert kan give sine publikummer – nye såvel som gamle.
Om Vocal Line:
Vocal Line har med sit store arbejde for kormusikken opnået stor anerkendelse i hele Europa og store dele af den øvrige verden. Koret har indspillet otte plader, og livekoncerterne er tilløbsstykker langt udenfor landets grænser; senest i Hamburg, hvor byens nye kulturelle vartegn Elbphilharmonie med 2.200 pladser blev udsolgt 3 måneder i forvejen. Vocal Line har vundet en række store, internationale priser; senest Eurovision Choir i Gøteborg i august 2019 i et TV-show, som blev live-transmitteret over hele Europa, samt European Voices Award samme år.
De musikalske samarbejder fylder også godt på CV´et . I 2010 havde koret æren af at optræde side om side med den verdensberømte vokalekvilibrist Bobby McFerrin. I 2014 sang de med The Rolling Stones på Roskilde Festivalens Orange Scene, og i 2015 gav de en TV-transmitteret koncert for foden af Cristo Redentor i Rio de Janeiro, der nåede ud til 180 millioner seere. Vocal Line har desuden optrådt med navne som Mads Langer, TV2, Tina Dickow, Rasmus Walter, Lukas Graham og HUSH. Seneste TV-optræden var som en del af DR´s Store Juleshow i december 2019.
Under Corona-krisen lavede Vocal Line et enestående syng-sammen projekt kaldet ”Vocal Online” hvor 994 fans fra 40 forskellige lande sendte videoer ind, som blev klippet sammen til en fælles musikvideo, som er set over 360.000 gange på Facebook.