Superloader + support: Blue Rose Down

”… my restless soul – I will open up my heart, welcoming a brand new start!”

Med de ord hælder Superloader benzin på bålet, og efterlader med speederen i bund på omkvædet fra bandets single, ”A Restless Soul”, publikum oppe under loftet, men samtidig i eftertænksomhed over vores grundlæggende drivkraft som mennesker – kampen for altid at se muligheder og aldrig at gå i stå.

I 2015 grundlagde forsanger og guitarist Bjørn Billy Poulsen bandet efter opløsning af den succesfulde rockgruppe Black City. Siden da har Superloader dannet ramme om flere bandkonstellationer, et album- og 4 singleudgivelser.

Bandet melder nu klar til sommerens koncerter som ”4 piece rock group” – rockkvartet. Et format, der hos bandets medlemmer ringer mere end almindelig klar genlyd og vækker stærke følelser: ”Vi står på skuldrene af rockens giganter! Det er både hårdt arbejde og lidt af en drengedrøm at tale ned i, samt forsøge at løfte, så enorm en musikalsk arv – med den største respekt og ydmyghed overfor bands som Led Zeppelin, The Beatles, Queen og et væld af flere – og samtidig skue fremad i den forstand at rockmusikken kun overlever fordi vi der lever og ånder for genren, fornyr den” – Superloader

De 4 hvileløse sjæle i Superloader sætter menneskets konstante søgen efter mening og en plads i tilværelsen i skarpt relief gennem et gennemtrængende og ufiltreret lydbillede, dog stadig med de melodiøse aspekter i højsædet – den gode melodi er for bandet sammenhængskraften i sangene og det relationsdannende band og publikum imellem. ”Rockmusik er ikke kun en genre, men i højeste grad et fællesskab. At skrive sange er den bedste undskyldning for at spille koncerter – musikken skal mærkes live uanset hvilken side af scenen man står på”, som bandet udtrykker det.

Den nye konstellation som rockkvartet er skåret ind til benet, og bandets lyd er rå som aldrig før. Formationen havde debut d. 15. april i år, da Superloader som special guest åbnede showet, da det internationalt fremadstormende canadiske rockband ‘The Damn Truth’ ikke bare gæstede Danmark for første gang, men også spillede første koncert på deres igangværende europaturne i landet.

Denne sommer byder på koncerter i ind- og udland. Bandet besøger Badeanstalten til september med support: Blue Rose Down – råt og kompromisløst oneman ”stodderblues”-band som sætter sindet på spidsen, og hudløst ærligt byder på en musikalsk rejse ind i frustration, kaos og misbrug.

Superloader består af Bjørn Billy Poulsen – 2. guitar/lead vokal, Nicolaj René Jensen – lead guitar, Anders Kjølholm – bas og Kristian Rikard Buch – trommer.

Ny albumudgivelse fra bandet forventes senere på året.

Tags:

Praktiske oplysninger

23. september 2022 kl. 19.30
Én time før koncerten
Sdr. Stationsvej 3-5

Særlig info

Ståpladser.