Slag-Town Slays FEST er tilbage! Få passet katten, gro håret ud og læg nakken i blød 🤘🏻
Du skal nemlig til maraton. Bare rolig, ikke sådan et man løber, men et heavy et af slagsen…
D. 27. april byder nemlig på hele 8(!) bands, når Slag-Town Slays vender tilbage med kæmpe fest!
SLAG-TOWN SLAYS FEST – d. 27. april 2024
Same procedure as last april… 8 metal-bands og gode bartilbud til en gennemsmadrende fed dag!
Hold øje med vores facebook side Slag-Town Slays, der vil løbende vil offentliggøre nye bands.
The Arcane Order:
Det danske ekstrem metal-band THE ARCANE ORDER blev startet af guitarist og komponist Flemming C. Lund (Invocator, Autumn Leaves, Temple of Scorn) i 00’erne med det mål at skrive episk og melodisk ekstrem-metal, der rykkede grænserne for, hvad metal kunne være og udtrykke. Bandet blev herefter signet til Metal Blade, der udsendte ‘The Machinery of Oblivion’ (2006) og ‘In the Wake of Collisions’ (2008), og efter en længere udgivelses-pause udkom tredje album “Cult of None” på tyske Massacre Records (2015). Undervejs spillede THE ARCANE ORDER en række profilerede hjemlige shows, og bandet har gang på gang vist sig som et af Danmarks mest spændende metal-orkestre.
I løbet af karrieren har THE ARCANE ORDER været udfordret af line-up ændringer, men er fortløbende vendt tilbage i en styrket form med kunstnerisk vilje og vision. I 2017 blev Bastian Thusgaard (Soilwork) bandets nye trommeslager og slog dermed følge med Lund og langtids-medlem og guitarist Kasper Kirkegaard (HateSphere). I 2019 begyndte arbejdet med album fire, men processen skulle blive udfordret af både udskiftning af medlemmer og en pandemi og kom i alt til at tage tre år. I den sidste indspilnings-fase fik bandet endelig en ny forsanger i form af Kim Song Sternkopf (Møl), og med bassist Anders Frodo S. Mikkelsens indtræden i 2022 blev bandets nuværende lineup komplet.
Afdød:
Et døds metallisk jerngreb fra det mørkeste øvelokale i Slagelse. Med et væld af inspiration inden for metallens verden gør dette nye band på metalscenen deres bedste for at blæse publikum bagover. De unge gutter har spillet med andre danske navne som Plaguemace, Crocell, The vision ablaze, Black Tritonus og Wayward Dawn. De har også spillet på Copenhells Pre-event med Swartzheim. Derudover kan du blandt andet finde dem på Copenhagen metalfest 2023. Vi spår dem en stor fremtid!