SIDSTE OMGANG TOUR er dansk rap når den er allermest rørende, poetisk, vedkommende og humoristisk: Per Vers, Benny Andersen, to-mands-teatertruppen Don Gnu og femdobbelt Danmarksmester i DJ-mix Turkman Souljah i Slagelse Musikhus d. 14. oktober
Så skal freestyle-oraklet Per Vers endelig til Slagelse igen, efter udgivelsen af det ekstremt ambitiøse samarbejde med Benny Andersen – albummet “SIDSTE OMGANG”, som blev Bennys sidste kreative handling efter fem årtier som Danmarks mest kendte digter.
Et flot og gennemført samarbejde mellem den nytænkende rapkunstner og den gamle mester ledsaget af store skærme, der gennemgående lader en animeret udgave af Benny Andersen aflevere sine levende ord i samspil med Per. En imponerende og topprofessionel storskærms-produktion med VJ Mads Buus som den usynlige men supervigtige medspiller.
Med på scenen til at trylle med tracks, scratch og stemninger har Per den uforlignelige femdobbelte Danmarksmester i DJ-mix Turkman Souljah, der er en unik enmandshær på pladespillere – og piano.
Og som et kæmpe scoop har Per fået to-mands-teatertruppen DON GNU med på touren. Jannik “Don” Elkjær og Kristoffer “Gnu” Andrup Pedersen er Danmarks to bedste “body actors”, dvs. ordløse, akrobatiske, fysiske skuespillere, der med kostumeskift og rekvisitter kommenterer på de enkelte numre – og overtager showet et par gange!
SIDSTE OMGANG TOUR bliver et 90 minutters show i to akter, hvor vi glider fra det nye materiale over i en underholdende og skarpt sammensat gennemgang af Per V’s kendte og ukendte numre gennem 10 albums med masser af improvisation, hans specialitet gennem snart 20 år på scenen som en rapper med et helt særligt publikumstække.
SIDSTE OMGANG udgivelsen er blandt årets absolut allerbedst anmeldte danske albums! Og har vundet GAFFA prisen for Årets Hiphop Album!