Det bliver melodisk, pompøst og rock ‘n roll forklædt i metal, når Nicklas Sonne og Justify Rebellion indtager scenen d. 28. oktober!
Forsanger i Defecto og en del andre bands, producer, sangskriver og guttermand – og nu Melodi Grandprix deltager, hvor han faktisk vandt publikums afstemning og så netop i et udsolgt Arena Næstved! Nicklas Sonne er så klar til at brage igennem på Badeanstalten – tilmed i selskab med…
Justify Rebellion, der op til flere gange har bevist at de kan banke en genial fest op på Badeanstalten! Og det sker igen! De lover nemlig, at deres nye album “The Ends Justify The Means” griber dig i kraven og leverer en solid højre krog til kæben, mens bandets kollektive stemme brøler i dit ansigt, som en løve, der træder på en LEGO.
Nicklas Sonne
Nicklas Sonne er Danmarks uslebne metal diamant, på tærsklen til sit store gennembrud med den tunge og yderst fængende sang “Freedom” og sit for nyligt udgivne soloalbum “Resonance”.
Nicklas har et bugnende CV hvor han bl.a. med sit band Defecto har været opvarmning for mastodonterne Metallica i Royal Arena, Rammstein i Horsens Fængsel, samt flere optrædener på nogle af Europas største metal festivaler, såsom Copenhell.
Nicklas Sonne er en af dansk metals største musikalske blæksprutter, og den karismatiske frontmand har allerede en solid following i Danmark og i udlandet. Nu går han for første gang alene i front for sit soloprojekt, som han har haft et brændende ønske om at udleve i flere år.
Justify Rebellion:
Justify Rebellion retfærdiggør oprør. Det har de gjort siden udgivelsen af deres første album ‘Unleashing The Beast’ tilbage i 2018, hurtigt efterfulgt af deres seneste album ‘The Ends Justify The Means’ (2020).
Bandet blev dannet tilbage i 2014 i kælderen hos Stephens bedstefar som et akustisk projekt. Siden da har bandet ændret kurs til det, man hører i dag. Bandet har spillet på forskellige festivaler som ‘Asgaard Rock Festival’, ‘Raise Your Horns‘ og ‘Nordic Noise‘, SOMMERLYD, AMAGER BIO og adskillige koncerter rundt på Sjælland. Her fik de et godt ry blandt deres fans og lyttere som feststartere på scenen.
Justify Rebellions’ lyd blander de gamle 80’er rock- og metalriffs, med en moderne klingende produktion og skyhøje vokallinjer. Musikken er et budskab om den menneskelige identitet og den frustration, der ligger gemt i et postmoderne samfund.