I 2020 skruer Medina ned for synthesizerne og op for intimiteten, når hun drager ud på en landsdækkende akustisk tour. I 2008 bragede en ny superstjerne ind på hitlisterne med singlen “Kun For Mig”. Kort efter fulgte nyklassikerne “Ensom” og “Vi To”, og det blev hurtigt klart for danskerne, at de måtte byde “Velkommen til Medina”. Siden dengang har Medina siddet som kongerigets ukronede popdronning og leveret den ene platinsingle efter den anden – og med mere end en kvart million solgte albums og hundredvis af live-koncerter herhjemme og i udlandet, har hun af flere omgange cementeret sin position – senest i 2016 hvor Medina modtog Æresprisen ved Danish Music Awards. I begyndelsen af 2020 udgav Medina nummeret “Større end os”, der hylder alle de stærke venskaber. Nummeret følger op på de to engelsksprogede udgivelser “First Time” og “Holding On” fra 2018 og 2019. Senest, i maj 2020, er Medina at finde på TopGunns seneste album med duetten ‘No Scrub$’.
Bonusinfo: Senest i efteråret 2019 har Medina været en del af det populære Tv2-program “Toppen af Poppen” sammen med blandt andre Carl Emil Petersen & Anders Blichfeldt. Her blev især fortolkningen af Anders Blichfeldt (Big Fat Snake) taget varmt imod.
COVID-19 information:
Vi er så heldige, at vi har solgt mange billetter til koncerten med Medina. Men desværre for mange i forhold til gældende restriktioner fra Sundhedsmyndighederne. Det betyder, at koncerten stadigvæk afholdes d. 8.oktober, men deles i 2 koncerter. Billetkøbere vil få besked på mail om, hvorvidt de skal komme til showet kl. 18:30 eller kl. 21:00. Koncerterne afvikles i 1 set. Salen åbnes én time før showstart. Alle pladsreservationer er ophævet, og når du ankommer, vil du få anvist en plads i salen af vores søde ‘sittere’. Vi henstiller til, at publikum møder op i god tid. Læs om vores øvrige Corona-tiltag her.