Lasse & Mathilde Band (NY DATO)

Det er nok ikke mange, der kan huske sidste gang Lasse & Mathilde Band spillede på Badeanstalten, for det er efterhånden hele 18 år siden (dengang vi alle var yngre!). Men det kan vi! For Badeanstalten var proppet, røgen tung og næsten ugennemtrængelig (ja, det var dengang man måtte ryge indenfor) og stemningen slet ikke til at tage fejl af – der var nemlig folkefest! Derfor er det os en kæmpe fornøjelse at kunne præsentere bandet, der igen drager på en landsdækkende turné med det helt nye album “Hvem drømmer hvem?” i bagagen.
Med sig har Lasse & Mathilde et fantastisk band med tre levende legender: Alex Riel, Wili Jønsson og Ole Fick. Tre af sangene er skrevet i samarbejde med vennen og mesterproduceren Daniel Lanois, der normalt omgiver sig med navne som Neil Young, U2, Bob Dylan og Peter Gabriel. Den aktuelle single “Den halve vind” tegner lyden af et kommende mesterværk.
Som Mads Kornum fra “33 Plus” skrev i en anmeldelse efter at have hørt en koncert, hvor dette band spillede sange fra det kommende album “Man fristes til at bruge ordet verdensklasse og det er næppe for meget at drømme om det bedste Lasse & Mathilde album i et par årtier eller tre!!”

Lasse & Mathilde Band brød igennem som folk-duo i slutningen af 70’erne og sammen har de skrevet Fyns nationalsang “Fyn er fin” – hvis øen altså havde sådan én. Lasse & Mathilde har turnéret med legendariske musikere gennem deres musikalske karriere, der i 2019 tæller 44 år som duo – en meget langtidsholdbar en af slagsen! På Badeanstalten d. 18. marts kan du opleve Lasse & Mathilde Band for første gang –  eller endnu en gang. Uanset hvilken gang, det bliver for dig, så bliver det stort, når de legendariske folk-musikere går på scenen!

Lasse & Mathilde Bands ALL-STAR-HOLD er: 
Lasse Helner: Vokal & guitar
Mathilde Bondo: Vokal & violin
Ole Fick: Guitar (Burning Red Ivanhoe, Trille band, Monrad & Rislund m.fl)
Wili Jønsson: bas (Gasolin’, Bolværket, Frede Fup m.fl)
Alex Riel: Trommer (Savage Rose, Sebastian, Cæcilie Nordby m.fl)

Det siger andre om Lasse & Mathilde Band: 
“Jamen for helvede, mine damer og herrer! Hvilken opløftende aften, som Lasse og Mathilde bød ind til! Man var jo lige ved at blive alvorligt forstyrret i sin sommerdepression! Helt nye sange fra duoen, der netop nu er i studiet med Hans Krag Jacobsen og Ane Riel som tekstforfattere. Og det var GODE sange.Hver havde sin tydelige profil, god musik og med poetiske tekster af høj standard. Og så backet af et fint, fint band: Wili Jønsson faldt godt og enkelt ind med bassen, Alex Riel swingede, Ole Fick spillede helt lyrisk elektrisk guitar med et svirp af blues og lækker slide.” Henrik Strube, omtale af koncert i SOHO, Kbh

“Nyt album på vej fra Lasse & Mathilde – med hjælp fra musikalsk All-Star hold og selveste i samarbejde med musikmagikeren/mesterproduceren Daniel Lanois, der jo ellers normalt omgiver sig med navne som Neil Young, U2, Bob Dylan og Peter Gabriel.Men et godt venskab, der blev grundlagt i de glade Midtfyns Festival dage – kan der altså også komme sange ud af. Og hvis kvaliteten for sangen ”Den halve vind” var pejlesnor for niveauet, så er der i sandhed noget af glæde sig til. Man kunne næsten fristes til at bruge ordet verdensklasse. 33Plus kunne konstatere at parret stadig skinner sammen når vokaler, violin og guitar stemmer i – og ikke mindst når de er i så godt et musikalsk selskab, som de var her. Det er næppe for meget at drømme om det bedste Lasse og Mathilde album i et par årtier eller tre! Foreløbig løfter vi på hatten i respekt over at de for en aften viste at de stadig kunne være hippe og hotte.”. Mads Kornum, 33Plus, omtale af koncert i SOHO, Kbh.

Praktiske oplysninger

23. september 2020 kl. 19.30
Én time før koncerten
Sdr. Stationsvej 3-5

Særlig info

Unumm. siddepladser