Kom til en unik koncert med Katharina & Raven Chant og Rytmekoret tirsdag den 23. november kl.19.30 i Slagelse musikhus.
Freedom Song Katharina & Raven Chant: https://www.facebook.com/katharinaravenchant/videos/2306340509628465
Koncerten henvender sig til dig, der kan lide soul og rytmisk kor musik, og som nyder selv at deltage aktivt. Du får mulighed for at synge med flere gange undervejs på originale soul numre. Vil du øve dig lidt på forhånd, kan du lytte med her på Katharina & Raven Chant’s YouTube side under playlister. https://www.youtube.com/channel/UCHXG5lE9oKh4H5xXNLaNiwQ/playlists
Du skal selvfølgelig være lige så velkommen, hvis du allerhelst vil nyde koncerten uden at skulle yde med din sangstemme. Sådan forløber koncerten: • Rytmekoret starter koncerten med nogle forrygende numre. • Så vil der være en en lille pause, hvor det er muligt at købe øl, vin og sodavand. • Efter pausen går Katharina & Raven Chant på scenen, bakket op på fineste vis af Rytmekoret.
Om Rytmekoret: Rytmekoret synger med liv og nerve og giver sit publikum stærke, musikalske oplevelser. Korets musikvalg tager udgangspunkt i rytmisk musik, men spænder vidt med stilen og kan både være helt nye numre og lidt ældre ting. Det kan både være stille ballader, stærke rock sange og afrikansk inspirerede rytmer. Programmet tilpasses den enkelte koncert og det publikum vi ser frem til at møde. Og det leveres altid med indlevelse, med rytme og med engagement. Koret tæller ca. 55 erfarne sangere, fordelt på 3, 4 eller flere stemmer. Korleder er Lars Lienhøft Larsen, som har været tilknyttet koret siden 2016. Han er en erfaren korleder og underviser, ligesom han selv er udøvende rytmisk musiker.
Rytmekoret har eksisteret i snart 40 år og har gennem alle årene underholdt ved koncerter i Slagelse og omegn med et blandet repertoire med fokus på det rytmiske. Koret har øvested på Det lille Teater i Slagelse og medlemmerne af koret har typisk lokal tilknytning til Slagelse og omegn. Eksempler fra repertoiret er Africa, Toto, Overgir mig langsomt, Mads Langer Say something, A Great Big World og Christina Aguilera, Viva la Vida, Coldplay, The garden, Bobby McFerrin. Rytmekoret giver både koncerter lokalt og ved arrangementer udenfor lokalområdet. Vores seneste koncerter er listet på korets hjemmeside, som er www.rytmekoret.dk og vi kan også findes på Facebook.
Om Katharina & Raven Chant: Bandet har udgivet 3 albums og turneret i England, Sverige og Danmark. Bandets medlemmer er blandt andet kendt fra Alberte, Anne Linnet Band, Akustic Guitars, Tim Christensen med videre.
Her er hvad musikanmelder Kurt Baagø har skrevet om en tidligere koncert med bandet: “Sangerinden, korlederen, dirigenten, Katharina Baetz Rubin, præsterede i aftes i Baltoppen LIVE, Ballerup at gøre det hele: Lede og dirigere, Ballerup-koret, VoiceZone, og synge lead med sit band gennem snart 25 år, Raven Chant. PLUS, til allersidst i koncerten at lede både VoiceZone-koret og det pænt talstærke publikum gennem den afsluttende sang, All The Time In The World For Love, så vi, publikum, på smukkeste vis smeltede sammen med alle dem på scenen. Smukt, stærkt, samhørig- og kærlighed gående op i den højeste af høje enheder. Flere Katharina Baetz & Raven Chant med lokale kor på vej, skal bare lige passe med diverse Corona-restriktioner… I mellemtiden tjek Katharina B og Raven C ud på deres glimrende, nyeste album, The Journey.” Se et uddrag fra en koncert: https://www.facebook.com/katharinaravenchant/videos/370564074193566