Storslået fejring af Beethovens 250 års fødselsdag
Oplev Danmarks Underholdningsorkester, når de byder indenfor til ‘Åben prøve’ på Slagelse Teater i forbindelse med deres forberedelse til Beethoven Maraton-koncerten i DR-koncertsalen i midten af september. Koncerten er et unikt tilbud muliggjort ved et samarbejde mellem Slagelse Kommunes Center for Skole, Center for Ældre, Underholdningsorkesteret samt Slagelse Musikhus.
I anledning af 250-året for komponisten Beethovens fødselsdag i 2020, afholder Underholdningsorkestret et Beethoven Marathon 12.-13. september i DR Koncertsalen, hvor de spiller alle komponistens ni symfonier i løbet af to dage. Til sådan en stor koncert skal der naturligvis øves i ugerne op til og hvilken bedre måde at gøre dette på, end ved at kombinere øvedagene med et pædagogisk projekt (beskrives nedenfor) samt en åben prøve, hvor publikum helt ekstraordinært har mulighed for at opleve musikerne forberede sig til koncerten i DR Koncertsalen senere på måneden. Den åbne prøve afholdes på Slagelse Teater kl. 14.00 fredag d. 4. september 2020, og koncerter er en særlig mulighed for at overvære en ‘åben prøve’ med orkestret i smukke rammer. Billetterne koster blot 50,- kr. og kan købes her. Den åbne prøve varer ca. 60 minutter.
Om det pædagogiske projekt med Danmarks Underholdningsorkester
Underholdningsorkestret præsenterer Beethovens musik i børnehøjde for en række kommuner uden for København. Udover at børnene fra Marievangsskolen i Slagelse Kommune bydes indenfor i Beethovens medrivende musikalske univers og liv ved en koncert på Slagelse Teater, der afholdes lukket for dem fredag formiddag, så modtager skolerne også særligt udarbejdet undervisningsmateriale og videoer, så børnene er helt forberedt på, hvad der venter dem, når de møder det store orkester i Slagelse.
Om Danmarks Underholdningsorkester
Danmarks Underholdningsorkester er landets eneste musikerejede orkester og har eksisteret som sådan siden januar 2015. Orkestrets rødder strækker sig dog 80 år tilbage til grundlæggelsen i 1939. Orkestret har opnået bred international anerkendelse igennem dets 20-årige samarbejde med chefdirigent Adam Fischer og har samtidig formået at bevare en skarpsleben populærmusikalsk profil i Danmark. Med den ballast ønsker Danmarks Underholdningsorkester at bringe den symfoniske musik ind i fremtiden ved at skabe nye formater, der hviler på en stadig mere raffineret evne til at være i tæt kontakt med dét publikum, der søger de store oplevelser med orkestermusik inden for både den rytmiske og den klassiske genre.
Bonusinformation: Slagelses super darling, sopranen Sofie Elkjær Jensen, medvirker i den store korfinale i 9. symfoni i DR’s Koncertsal. Dét er også værd at opleve! Læs om den gigantiske maraton-koncert lige her.
COVID-19 information: Koncerten afholdes på Slagelse Teater, hvor vi selvfølgelig følger alle sundhedsmyndighedernes restriktioner og anbefalinger. Det betyder, at vi kan sidde ca. 300 gæster med ét sædes mellemrum mellem hver gæst. Man må kun sidde sammen, hvis man ankommer som gruppe til koncerten. Der er ingen sædereservation på forhånd, men vores søde ‘sittere’ hjælper dig med at finde en plads i salen, når du ankommer.
Læs om vores øvrige Corona retningslinjer lige her.