Chief 1 tilbage og “Alt er godt”!
2019 var et skelsættende år for Chief 1. Det var året, hvor han for alvor trådte i karakter som solist, efter mange år, hvor han stod bag rigtigt mange danske artister som producer og sangskriver. Danmark oplevede ham for alvor slå sig ud som sanger i TV2’s “Toppen af poppen“, hvor hans fortolkninger blev den helt store overraskelse i dette års udgave. Især versionen af Medina’s “Synd for dig“ blev et kæmpehit hos seerne og blev den mest omtalte på TV2´s Facebook side.
I 2017 udkom Chief 1’s første soloalbum “Slip”, der af GAFFA blev belønnet med fire stjerner og ordene “Vellykket og ærlig solodebut fra topproduceren og RBC-medlemmet”. Albummets numre runger rørende af de følelser, som Chief 1 har gennemgået efter en afgrundsdyb depression. Det er ikke hiphop, der kommer ud af din højtaleren, men derimod vellykket og charmerende popmusik, der bærer tydeligt præg af Chief 1’s mange år som producer og rimsmed.
I sommeren 2019 udgav Chief 1 duetten med Thomas Buttenschøn “Alt er godt“. Singlen blev et vaske ægte kæmpe hit og blev ydermere kåret af P4’s lyttere til årets sommerhit 2019. Nu drager Chief 1 på sin første rigtigt store turne, som han kalder “Alt er godt” Tour.
Med sit specielt håndplukkede 5 mands band bliver publikum ført igennem en intens koncert, hvor alt står på spil. Chief fortæller og synger om et 30-årigt liv i dansk musik, om succes, nedture, mørke og lys, kærlighed og lykke og om at det aldrig er for sent at følge sine drømme og håb.
Sange som “Sommernætter”, “Man skal dø lidt (før man finder vej)”, “Engel”, “Alt er godt”, fortolkningerne fra Toppen af Poppen og meget mere er på spillelisten, når Chief 1 og hans fantastiske band går på scenen.
Bonusinfo: Oplev også Chief 1 til Musikhusets store jubilæumskoncert med POPlic Service Giant All Stars d. 7. maj 2021.